Hotel Herman K nomineret til Arkitektforeningens arkitekturpris “Store Arne”.
Værket nomineres for at fastholde facadens kvaliteter, med respekt for den eksisterende bygning, samt for at gøre et stykke udtjent infrastruktur til et nyt mødested i byen.
Dansk Ejendoms Management er glade for, med Hotel Herman K, at være nomineret til den fine pris “Store Arne”, som bliver uddelt af Arkitektforeningens afdeling i København. Der er fem nominerede bygninger som konkurrerer om prisen, som bliver uddelt i januar 2019.
Arkitektforeningens begrundelse:
“At bygge inden for Københavns gamle volde, er en opgave der kræver lydhørhed for de historiske rammer. Dette var også vilkårene da Hans Christian Hansen (1901-78), skulle indpasse en Transformerstation ved Bremerholm i starten af 60’erne. Det fem etager høje stykke infrastruktur blev indpasset så elegant og selvfølgeligt, at det blev en berigelse for området.
Efter flere år ude af drift, var bygningens fremtid usikker, men en omfattende ombygning har sikret ny brug af de gamle haller, hvor rå betonvægge danner rammer om cocktails og gourmetmad. Ovenpå er der indrettet 31 luksuriøse hotelværelser, og i baggården en ny terrasse.
Værket nomineres for at fastholde facadens kvaliteter, med respekt for den eksisterende bygning, samt for at gøre et stykke udtjent infrastruktur til et nyt mødested i byen.”